Blogindlæg

Investering via virksomhedsskatteordningen (VSO)

Fordele ved investering via virksomhedsskatteordningen

Står du i den gunstige situation, at du har opsparet likvide midler i din virksomhedsskatteordning? Ønsker du at få mest muligt ud af dine opsparede midler? Men du er ikke sikker på, hvordan du netop lige præcis kan få det?

Hvis du kan svare ja til ovenstående spørgsmål, så vil nedenstående artikel give værdi for dig.

Hvad er virksomhedsskatteordningen?

Virksomhedsskatteordningen eller VSO, som den kaldes i daglig tale, er en ordning hvor personligt ejede virksomheder kan få mange af de samme skattemæssige fordele som kapitalselskaber. Hvilket gør det interessant at investere via virksomhedsskatteordningen.

Personligt ejede virksomheder kan f.eks. være enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber, eller partnerskaber.

Skatteoptimering

De skattemæssige fordele ved at overføre dit overskud til virksomhedsskatteordningen er, at dit overskud beskattes efter virksomhedsbeskatning kontra personlig indkomstbeskatning. I 2023 er virksomhedsbeskatningen på 22%, mens du kan betale over 52% i personlig indkomst. Det er altså en procentpoint forskel på over 30.

Eksempel:

En kiropraktiker tjener i sin enkeltmandsvirksomhed 850.000 kroner. Vedkommende udbetaler op til topskattegrænsen på 568.900 kroner (2023-stats) til sig selv, mens det resterende overskud overføres til virksomhedsskatteordningen. Ved at gøre dette, skatteoptimerer personen. Hvis vi antager, at forskellen på beskatning i virksomheds- og personligregi er på 30 procentpoint, så har vedkommende sparet 84.330 kroner i skat.

Investering via virksomhedsskatteordningen

De likvide midler i virksomhedsskatteordningen, hvis det ønskes, kan nu investeres. En investering via VSO kan have mange fordele såsom attraktiv beskatning, styrket likviditet i selskabet, en mulighed for passiv indtjening og en sænkning af virksomhedens samlede risiko.

Attraktiv beskatning

Dit overskud fra dine investerede midler vil blive beskattet efter virksomhedsskatteprocenten, som i 2023 ligger på 22%. Hvis du har investeret i privatregi, vil overskuddet typisk blive beskattet efter reglerne om aktieindkomst- og kapitalindkomstbeskatning. Aktieindkomstbeskatnings satserne for 2023 er 27% for de første 58.900 kroner af overskuddet, mens det resterende overskud beskattes med 42%. Kapitalindkomst under 48.800 kroner beskattes med 37%, mens overskud over 48.800 kroner beskattes med 42%.

Eksempel:

Du har via din virksomhedsordning investeret 5.000.000 kroner. Når du gør året op, har du haft et overskud på 7% af dine investeringer. For eksemplets skyld tager vi udgangspunkt i, at hele din investering er foretaget via aktieinvesteringer. Dit overskud for året er 350.000 kroner.

Hvis du havde investeret i privatregi, skulle du betale 138.165 kroner i skat af et overskud på 350.000 kroner. Men ved at investere via virksomhedsskatteordningen skatteoptimerer du og skal kun betale 77.000 kroner. Det er en forskel på 61.165 kroner, som du kan bruge til at lave nye investeringer i det kommende år.

I ovenstående eksempel antages det, at investeringerne er underlagt lagerbeskatning.

Styrker likviditeten i virksomheden

Ved at gemme dit overskud i virksomheden via VSO fremfor at udbetale overskuddet, opnå du et styrket likviditetsberedskab i virksomheden. Dette likviditetsberedskab vil du kunne bruge af, når og hvis din virksomhed løber ind i svære tider, eller du kan bruge det til f.eks. at opkøbe dine konkurrenter.

Mange virksomhedsejere tager koncentreret risiko i deres virksomhed, hvilket er helt naturligt. Men hvis virksomheden på et tidspunkt er udfordret, grundet f.eks. faldende omsætning, er det alpha omega at have et likviditetsberedskab klar i virksomheden til at støtte virksomheden i denne svære periode.

Muligheden for at opkøbe konkurrenter, når konkurrenterne er billigt prisfastsat er en attraktiv mulighed. Mange virksomheder har dog ikke mulighed for at gøre netop dette, da de selv typisk også har udfordringer, når deres konkurrenter har udfordringer. En øget likviditet i selskabet vil muligvis gøre det muligt for selskabet at opkøbe dets konkurrenter til spotpriser.

Mulighed for passiv indtjening

Investering af virksomhedens overskud giver virksomhedsejeren mulighed for at forøge sin formue, populært sagt, uden aktivt at arbejde for pengene. De investerede midlers fornemmeste opgave er at vokse og sikre virksomhedsejeren et overskud på sine investeringer.

Der er kun så mange timer i døgnet, og du kan ikke være alle steder på en gang, derfor er der en naturlig grænse for, hvor stort du kan vokse din formue aktivt. Ved at investere dine likvide midler, minimerer du voldsomt den tid du skal bruge på at vokse din formue. Når du aktiverer dine likvide midler, får du skabt en situation, hvor dine investeringer arbejder for dig.

Sænk virksomhedens samlede risiko

Ved at styrke selskabet samlede likviditet ved at overføre likvide midler fra selskabet til virksomhedsskatteordningen i stedet for at udbetale dem privat, opnår virksomhedsejeren et styrket kapitalberedskab i selskabet. Det vil alt andet lige gøre virksomheden mere modstandsdygtig overfor svære perioder i virksomhedens levetid.

En investering af selskabets overskud vil kunne bruges med det formål at generere et positivt afkast af de investerede midler, men de investerede midler kan også bruges til at nedbringe virksomhedens risiko.

Eksempel:

En kiropraktiker har godt gang i sin forretning, men lige pludselig rammer en økonomisk krise samfundet, i form af stigende inflation. Flere af kiropraktorens kunder er nødsaget til at reducere, hvor tit de kommer i klinikken. Det rammer kiropraktorens omsætning og selskabet er økonomisk presset.

Hvis ejeren af klinikken havde investeret noget af sit overskud i værdipapirer, som typisk klarer sig godt i perioder med stigende inflation, vil kiropraktikeren kunne tage noget af overskuddet fra investeringerne og overfører dem til klinikken. Derved ville kiropraktikeren have mulighed for at ride det værste af stormen af sig.

Et styrket kapitalgrundlag og en spredning af risiko vil sænke virksomhedens samlede risiko. Hvilket bevirker, at du som virksomhedsejer har mulighed for at fokusere yderligere på din virksomhed.

Begrænsninger i virksomhedsskatteordningen

Der er desværre visse begrænsninger i forhold til, hvad det er muligt at investere i via virksomhedsskatteordningen kontra f.eks. et ApS. Groft sagt må investeringer via VSO ikke være udbyttebetalende.

Nedenfor er en ikke udtømmende liste over investeringer som hhv. er godkendt og ikke-godkendt for virksomhedsskatteordningen.

Godkendte investeringer i VSO

  • Aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19
  • Indeståender i pengeinstitutter
  • Investeringsbeviser, som er akkumulerende samt lagerbeskattet
  • Obligationer (finansielle kontrakter)
  • Ejendomme

Ikke-godkendte investeringer i VSO

  • Aktier
  • Alternative investeringer, såsom gamle biler og frimærker
  • Investeringsbeviser, som er udbyttebetalende samt realisationsbeskattet
  • Udlån til nærtstående

Ikke-godkendte produkter kan ikke indgå som en del af virksomhedsskatteordningen. Hvis der investeres i ikke-godkendte produkter via virksomhedsskatteordningen kan det føre til, at overskuddet bliver beskattet som personindkomst. Det er derfor en god ide at holde sig indenfor grænserne af ordningen.

Få hjælp til at sammensætte en investeringsportefølje

Hvis du ønsker hjælp til hvordan du bedst sammensætter en investeringsportefølje tilpasset dig inden for grænserne af virksomhedsskatteordningen, så står JPLInvest klar til at hjælpe med kompetent og uvildig investeringsrådgivning.

Ovenstående artikel er ikke skatterådgivning.

Jon Lind
Indehaver, JPLInvest